Kilimanjaro, et stort bjerg med mange ruter

Nationalparken

Kilimanjaro er omgivet af en stor nationalpark, der groft set starter hvor skoven omkring bjerget stopper. Men allerede et stykke nedenfor passerer man portene ind til nationalparksområdet (Gates). Alle ruterne – delvist undtaget Rongay ruten på nordsiden af bjerget – tager deres udgangspunkt i disse gates. Fra vest mod øst findes følgende gates og ruter:

  • Londorossi, herfra starter såvel Lemosho som Shira plateau ruterne
  • Machame, populært kaldet “whisky” ruten
  • Umbwe, en lidet brugt men fantastisk rute. Den stejleste på den nedre del af bjerget
  • Mweka, der næsten udelukkende bruges til nedstigningsrute, da den går alt for direkte til toppen til at tilbyde ordentlig akklimatisering
  • Marangu, populært kaldet “cola” ruten, da der er kiosker hele vejen, hvor du kan købe softdrinks
  • Rongay, som ikke udgår fra en selvstændig gate. Du checker ind ved Marangu men kører så om på nordsiden, hvor ruten starter tæt på grænsen til Kenya
Kort over ruter på Kilimanjaro

Oversigtskort over ruterne på Kilimanjaro.

Adgange til toppen

Ud over selve ruten, som du bevæger dig op ad over mange dage og derved får den tiltrængte akklimatisering til den tynde luft, så er der nogle få adgange til selve kraterranden og dermed toppen.

  • En vestlig adgang, kaldet Western Breach eller Arrow Glacier, som har været lukket pga. fare for stenskred, men blev genåbnet i 2012. En stejl vej op lige i nærheden af den imponerende klippevæg, Western Breach.
  • En sydlig adgang, via Barafu lejren og Stella Point. Denne vej op benyttes normalt af alle de sydvestlige ruter.
  • En vestlig adgang, som benyttes af Marangu og Rongay ruterne.

Ud over ruterne og selve adgangen til toppen er det desuden muligt af lave en toprundtur (summit circuit) og derved opleve alle aspekter af bjerget På turen mod toppen bruger du oftest 5-6 dage før du når op. Turen ned gøres derimod hurtigt, som oftest på 1½-2 dage. Der finder ingen af-akklimatisering sted, derfor kan du roligt gå ned så hurtigt som muligt – bortset fra at dine knæ måske sætter pris på at få lidt tid til det.

Gatens rolle

Ud over at være adgang til de forskellige ruter op på bjerget har gaten også andre funktioner. Du bliver registreret og der betales for adgang til bjerget/nationalparken. Når du så kommer ned fra toppen får du ved gaten det eftertragtede topcertifikat, beviset for, at du har været deroppe.

Du kan læse meget mere om ruterne til toppen af Kilimanjaro i min guidebog. Guidebogen om Kilimanjaro på dansk – og nogle af mine andre bøger – kan bestilles hos forlaget BoD eller find den billigste pris hos Saxo.dk

Share This: